Brødrene A. & O. Johansen A/S modtager myndighedsgodkendelse fra den norske konkurrencemyndighed i forbindelse med sit anbefalede frivillige kontante overtagelsestilbud på Elektroimportøren AS
Selskabsmeddelelse nr. 12 – 2026
til Nasdaq Copenhagen
for Brødrene A. & O. Johansen A/S
CVR-nr. 58210617
22.07.2026
Brødrene A. & O. Johansen A/S modtager myndighedsgodkendelse fra den norske konkurrencemyndighed i forbindelse med sit anbefalede frivillige kontante overtagelsestilbud på Elektroimportøren AS
Med henvisning til selskabsmeddelelsen af 3. juli 2026 vedrørende det anbefalede frivillige kontante overtagelsestilbud (”Tilbuddet”) til alle aktionærer i Elektroimportøren AS (”Selskabet” eller ”Elektroimportøren”) fremsat af Brødrene A. & O. Johansen A/S (”Tilbudsgiver”) som beskrevet i tilbudsdokumentet (”Tilbudsdokumentet”) offentliggjort på samme dato, meddeler Tilbudsgiver i dag, at denne har modtaget myndighedsgodkendelse fra den norske konkurrencemyndighed (Konkurransetilsynet) i relation til transaktionen, der er påtænkt i henhold til Tilbuddet.
Som følge heraf er der på nuværende tidspunkt ingen udestående myndighedsgodkendelser, der skal opnås under tilbudsbetingelsen vedrørende ”Regulatory approval(s)” som beskrevet i punkt 1.6(c) i Tilbudsdokumentet, idet Tilbudsgiver på nuværende tidspunkt ikke har identificeret andre nødvendige myndighedsgodkendelser. Gennemførelse af Tilbuddet er fortsat betinget af de øvrige betingelser, der er beskrevet i punkt 1.6 i Tilbudsdokumentet.
Tilbudsperioden udløber den 5. august 2026 kl. 16:30 (CEST), med forbehold for forlængelse efter Tilbudsgivers frie valg (som kan forlænges med op til maksimalt ti (10) uger fra begyndelsen af den indledende Tilbudsperiode).
Aktionærer, der ønsker at acceptere Tilbuddet, bedes benytte den acceptblanket, der er vedlagt Tilbudsdokumentet, som er tilgængeligt på www.arctic.com/offerings. Korrekt udfyldte og underskrevne acceptblanketter kan afleveres til Arctic Securities AS (”Afviklingsagenten”) elektronisk via dennes hjemmeside, via e-mail til [email protected], pr. post til Haakon VIIs gate 5, NO-0161 Oslo, Norge, eller for norske aktionærer med BankID ved at udfylde den digitale acceptformular, der er tilgængelig på www.arctic.com/offerings. Tilbuddet kan kun accepteres i henhold til de vilkår og procedurer, der er beskrevet i Tilbudsdokumentet.
For fuldstændige detaljer om Tilbuddet, herunder vilkår og betingelser, henvises til Tilbudsdokumentet, som er tilgængeligt på www.arctic.com/offerings, med forbehold for visse begrænsninger.
Kontakt
For yderligere oplysninger bedes du kontakte:
Jørgen Wist, CFO, Elektroimportøren AS, [email protected]
Per Toelstang, CFO/Viceadministrerende direktør, Brødrene A. & O. Johansen A/S, [email protected]
Om Elektroimportøren
Elektroimportøren AS er en specialiseret og fuldt integreret omnichannel-aktør på markedet for elektrisk udstyr, der betjener både private og professionelle kunder i Norge og Sverige. Selskabet kontrollerer hele værdikæden fra produktudvikling og indkøb via egne varemærker til distribution gennem ejede fysiske butikker og e-handel samt levering af tjenesteydelser og installationer via certificerede fagfolk.
Om Brødrene A. & O. Johansen A/S
Brødrene A. & O. Johansen A/S er en nordisk distributør af tekniske installationsmaterialer, grundlagt i 1914 og med hovedkontor i Albertslund, Danmark. Tilbudsgiver beskæftiger ca. 1.000 medarbejdere og opererer i Danmark, Sverige og Norge. Omsætningen for regnskabsåret afsluttet den 31. december 2025 udgjorde ca. DKK 6,1 mia. Tilbudsgivers aktier er optaget til handel på Nasdaq Copenhagen. Tilbudsgiver har en ”dual go-to-market”-model, der kombinerer digitale løsninger med fysisk tilstedeværelse, og har gennemført mere end ti virksomhedsovertagelser i de seneste år. Tilbudsgiver er fast forankret af den stiftende Johansen-familie, der kontrollerer ca. 75% af Tilbudsgivers stemmerettigheder.
***
Vigtig meddelelse
Tilbuddets vilkår og betingelser er underlagt norsk ret. Tilbuddet er ikke underlagt overtagelsesreglerne i den norske lov om værdipapirhandel kapitel 6, idet Selskabets Aktier er optaget til handel på Euronext Growth Oslo, som ikke er et reguleret marked. Tilbudsdokumentet er ikke gennemgået eller godkendt af det norske finanstilsyn (Finanstilsynet), Oslo Børs eller nogen anden tilsynsmyndighed. Tilbuddet kan kun accepteres i henhold til de vilkår og procedurer, der er angivet i Tilbudsdokumentet, som indeholder de fuldstændige vilkår og betingelser for Tilbuddet, herunder procedurer for accept af Tilbuddet.
Tilbuddet og distributionen af denne meddelelse og andre oplysninger i forbindelse med Tilbuddet kan i visse jurisdiktioner være begrænset ved lov. Tilbudsdokumentet og de tilhørende acceptblanketter, når de offentliggøres, vil ikke og må ikke distribueres, videresendes eller transmitteres til eller inden for nogen jurisdiktion, hvor dette er forbudt i henhold til gældende ret. Personer, som kommer i besiddelse af denne meddelelse eller sådanne andre oplysninger, er forpligtet til at orientere sig om og overholde sådanne restriktioner. Tilbuddet fremsættes ikke direkte eller indirekte i nogen jurisdiktion, hvor enten et tilbud eller deltagelse heri er forbudt i henhold til gældende ret, herunder sanktionslovgivning, eller hvor der ville finde yderligere krav om tilbudsdokument, registrering eller lignende anvendelse ud over dem, der gælder i henhold til norsk eller dansk ret.
Denne meddelelse er udelukkende til orientering og udgør ikke et tilbud om salg eller en opfordring til et tilbud om erhvervelse af Aktierne. Investorer kan kun acceptere Tilbuddet på grundlag af de oplysninger, der fremgår af Tilbudsdokumentet. Enhver beslutning om at sælge Aktier bør alene træffes på grundlag af Tilbudsdokumentet og en selvstændig analyse af de deri indeholdte oplysninger.
Arctic Securities AS fungerer udelukkende som finansiel rådgiver og afviklingsagent for Tilbudsgiver i forbindelse med Tilbuddet og er ikke ansvarlig over for nogen andre end Tilbudsgiver for at yde de beskyttelser, der tilbydes dets kunder, eller for at yde rådgivning i forbindelse med Tilbuddet.
Fremadrettede udsagn
Denne meddelelse, mundtlige udtalelser om Tilbuddet og andre oplysninger offentliggjort af Tilbudsgiver eller Selskabet kan indeholde visse udsagn om Selskabet, Tilbudsgiver og deres respektive tilknyttede selskaber og forretninger samt om tidspunktet og procedurerne i forbindelse med Tilbuddet, der er eller kan være fremadrettede udsagn. Disse fremadrettede udsagn er forbundet med en række risici og usikkerheder, hvoraf mange er uden for Tilbudsgivers og Selskabets kontrol, og bygger på aktuelle overbevisninger og forventninger om fremtidige begivenheder. Fremadrettede udsagn identificeres typisk ved brug af fremadrettet terminologi såsom "vurderer", "forventer", "kan", "vil", "kunne", "bør", "agter", "anslår", "planlægger", "antager" eller "forudser" eller det modsatte heraf eller andre variationer heraf eller tilsvarende terminologi. Fremadrettede udsagn indebærer sagens natur risici og usikkerhed, da de relaterer sig til begivenheder og er afhængige af omstændigheder, der vil opstå i fremtiden. Hverken Selskabet eller Tilbudsgiver afgiver nogen erklæring, sikkerhed eller garanti for, at de begivenheder, der er udtrykt eller forudsat i fremadrettede udsagn i denne meddelelse, faktisk vil indtræffe. Fremadrettede udsagn fremsat heri er kun gældende pr. den dato, de fremsættes. Selskabet og Tilbudsgiver fraskriver sig enhver forpligtelse eller tilsagn om at offentliggøre opdateringer eller revisioner af fremadrettede udsagn i denne meddelelse, medmindre dette er påkrævet i henhold til gældende lovgivning.